Platonisme er Platons filosofi, en af ​​de mest indflydelsesrige tænkere i vestlig historie. Dens centrale doktrin er teorien om former. Platon argumenterede for, at den verden, vi opfatter med vores sanser, ikke er den virkelige verden. Den er en skygge af en højere virkelighed. Den virkelige verden består af evige, uforanderlige former: Skønheden selv, Retfærdigheden selv, det Gode selv. Særlige ting i verden er smukke, eller blot i det omfang de deltager i disse former. Det Godes form er den højeste, kilden til al væren og viden.

Platon præsenterede sin filosofi i dialoger med Sokrates som hovedtaler. Republikken, Symposion, Faidon og Timaeus er blandt de mest berømte. Platonismen påvirkede den tidlige kristendom, især gennem Augustin og Origenes. Den formede islamisk filosofi gennem Al-Farabi og Avicenna. Den formede jødisk filosofi gennem Philo. I renæssancen inspirerede den det florentinske akademi. I moderne filosofi påvirkede den matematikken, hvor mange tænkere mener, at matematiske objekter eksisterer uafhængigt af sindet. Platonisme er ikke blot en historisk doktrin. Det er et levende valg inden for metafysik, epistemologi og matematikfilosofi.

Kernedoktriner

• Formteori. Evige, uforanderlige virkeligheder hinsides den sansbare verden.
• Erindring. Læring er at huske, hvad sjælen allerede ved.
• Det Gode. Den højeste Form, kilde til væren og viden.
• Den delte linje. Et hierarki af viden fra fantasi til forståelse.

Platonisme er ikke det samme som Platons egen filosofi, selvom de to overlapper hinanden. Platonisme refererer til den tradition, der udviklede sig fra hans tankegang.