Sollys når aldrig den dybe havbund, men tætte dyresamfund trives omkring hydrotermiske væld og kolde kilder. Deres ultimative energikilde er kemisk snarere end solenergi. Mikrober oxiderer reducerede forbindelser såsom hydrogensulfid eller metan og bruger den frigivne energi til at opbygge organisk materiale – en proces kaldet kemosyntese.

Disse mikrober danner grundlaget for lokale fødenet. Nogle lever frit i vandet eller sedimenter; andre danner symbiotiske partnerskaber inde i rørorme, muslinger eller blåmuslinger og forsyner deres værter med næring. Opdagelsen af ​​kemosyntetiske økosystemer i 1977 viste, at komplekst liv ikke kræver fotosyntese og udvidede de kendte grænser for beboelighed på Jorden.

Kemosyntese forekommer også i andre mørke miljøer, herunder iltminimumszoner og dybe underjordiske sedimenter. De involverede metaboliske veje er forskellige og giver fortsat nye biokemiske indsigter. Inden for astrobiologi leverer kemosyntetiske systemer modeller for, hvordan liv kan eksistere på planeter, hvor sollys ikke er tilgængeligt.

• Produktion af organisk materiale ved hjælp af kemisk energi
• Driver økosystemer ved udluftningskanaler og siver
• Involverer ofte symbiotiske mikrober
• Udvider den kendte rækkevidde af Jordens biosfære