Enhver tilstand, der primært påvirker hjernen, rygmarven eller perifere nerver, klassificeres som en neurologisk lidelse. Kategorien er bred og omfatter akutte hændelser såsom slagtilfælde, progressive sygdomme såsom Parkinsons og Alzheimers, udviklingsmæssige tilstande såsom epilepsi og cerebral parese samt skader såsom traumatisk hjerneskade.

Symptomerne afhænger af patologiens placering og art og kan omfatte svaghed, sensorisk tab, anfald, kognitiv tilbagegang, smerter og bevægelsesforstyrrelser eller autonom funktion. Diagnosen kombinerer klinisk undersøgelse med billeddannelse, elektrofysiologi, laboratorietests og undertiden genetisk analyse.

Behandlingen kan være symptomatisk, sygdomsmodificerende, kirurgisk eller rehabiliterende. Fordi nervesystemet har begrænset evne til selvreparation, forårsager mange neurologiske lidelser varig invaliditet. Forskning i mekanismer, biomarkører og nye behandlinger er intens, drevet af den store personlige og samfundsmæssige byrde, som disse tilstande medfører.

Tidlig erkendelse og præcis lokalisering er fortsat grundlaget for effektiv neurologisk behandling.