Tubaen er det største og lavest tonehøjdede messinginstrument i almindelig brug. Dens brede koniske boring og store klokke producerer en dyb, resonant tone, der forankrer messingsektionen og ofte hele ensemblet.

I orkestret forstærker tubaen baslinjen og giver tyngde i klimaks. I koncert- og marchorkestre er den lige så vigtig. Solorepertoiret, omend mindre end for højere messingblæsere, er vokset betydeligt, og dygtige tubaister demonstrerer overraskende smidighed og lyriske evner.

Instrumentet er fysisk krævende på grund af dets størrelse og den nødvendige luftmængde. Tubaer i forskellige størrelser og tonearter findes til forskellige ensemblebehov. Tubas rolle er grundlæggende: når den spilles godt, får hele ensemblet stabilitet og varme; når den er fraværende eller svag, kan teksturen føles ufuldstændig.

Få lyde er så tilfredsstillende som en fyldig, velunderstøttet tubatone i bunden af ​​en akkord.