At gentage et ord eller en sætning i begyndelsen af ​​efterfølgende sætninger skaber en drivende rytme. Anaforer er denne bevidste gentagelse. Martin Luther King Jr.s "I have a dream"-tale er et klassisk eksempel; hver ny sætning begynder med de samme tre ord, hvilket opbygger intensitet og enhed. Virkemidlet optræder i poesi, talekunst og prosa, når en forfatter ønsker at hamre et punkt hjem eller skabe en følelse af akkumulering.

Anaforer adskiller sig fra simpel redundans. Det gentagne element er ikke fyldstof; det indrammer ny information hver gang, så lytteren eller læseren oplever både kontinuitet og progression. I bibelsk sprog, politiske taler og reklameslogans er mønsteret almindeligt, fordi det er mindeværdigt og følelsesmæssigt effektivt. Overforbrug kan blive monotont, men dygtig anvendelse forvandler gentagelsen til en strukturel rygrad.

Retorikstuderende lærer at genkende anaforer og at øve sig i dem. Teknikken tvinger opmærksomheden hen på det gentagne udtryk, samtidig med at resten af ​​hver sætning kan fremme argumentet eller billedet. Når den gentagne frase i sig selv er kraftfuld, kan den kumulative effekt være større end summen af ​​de enkelte udsagn.