Nedrivning river bygninger og strukturer ned på en kontrolleret måde. Det er det modsatte af byggeri. Det er også en byggeaktivitet. Det kræver planlægning, tilladelser og sikkerhedsforanstaltninger. Bygningen skal undersøges for farlige materialer, såsom asbest og blymaling. Forsyningsanlæg skal afbrydes. Nabobygninger skal beskyttes. Nedrivningsmetoden afhænger af bygningen, stedet og budgettet. Det kan gøres manuelt, med maskine eller med sprængstoffer.

Nedrivningsmetoder omfatter manuel nedrivning, mekanisk nedrivning og implosion. Manuel nedrivning bruger håndværktøj og småt udstyr til indvendig afrivning og selektiv nedrivning. Mekanisk nedrivning bruger gravemaskiner, bulldozere og højtrækkende maskiner til at rive strukturer ned. Implosion bruger sprængstoffer til at vælte en bygning i et kontrolleret kollaps. Det bruges til høje bygninger i trange byområder. Det kræver præcis planlægning og en stor udelukkelseszone.

Nedrivning genererer enormt meget affald. Beton, stål, træ og affald skal sorteres og bortskaffes. Genbrug bliver mere og mere almindeligt. Beton kan knuses og genbruges som tilslag. Stål kan smeltes og omformes. Træ kan flises og komposteres. Men meget nedrivningsaffald ender stadig på lossepladsen. Dekonstruktion, hvor man omhyggeligt adskiller en bygning for at redde materialer, er et mere bæredygtigt alternativ. Det er langsommere og dyrere. Det er også bedre for planeten. Nedrivning er en nødvendig del af byggecyklussen. Det kan gøres godt eller dårligt. Valget betyder noget.