Når en planet passerer foran sin stjerne, blokerer den en lille brøkdel af stjernens lys. Dette fald i lysstyrke er transitmetoden til at detektere exoplaneter. Det er den mest produktive teknik inden for exoplanetvidenskab og har stået bag tusindvis af opdagelser. Alene Kepler-missionen fandt over 2.600 planeter ved hjælp af denne metode.

Transitten er lille. En planet på størrelse med Jupiter, der passerer en stjerne på størrelse med Solen, dæmper den med omkring 1 procent. En planet på størrelse med Jorden dæmper den med 0,01 procent, hvilket er som at opdage en flue, der passerer en bils forlygte. Måling af sådanne små dyk kræver ekstremt præcis fotometri. Rumteleskoper er ideelle, fordi de undgår atmosfærens slørings- og lyseffekter.

Transitmetoden afslører mere end planetens eksistens. Dybden af ​​faldet fortæller os planetens størrelse i forhold til dens stjerne. Tiden mellem transitter fortæller os dens omløbstid. Hvis vi kender stjernens størrelse, kender vi planetens størrelse. Hvis vi også måler stjernens radiale hastighedssvingninger, kender vi planetens masse. Størrelse og masse giver tilsammen densitet, hvilket antyder, om planeten er klippefyldt, gasformig eller vandig.

Transitter giver os også mulighed for at studere atmosfærer. Når stjernelys passerer gennem en planets atmosfære under transit, absorberes nogle bølgelængder. Ved at sammenligne spektret under transit med spektret uden for det, kan astronomer detektere molekyler som vand, metan og kuldioxid. James Webb-rumteleskopet gør dette nu.