Solpletter er mørkere, køligere områder på Solens overflade. De ser små ud, men en typisk solplet er omtrent på størrelse med Jorden. Mørket er en kontrasteffekt. En solplet er omkring 1.500 Kelvin køligere end den omgivende fotosfære, så den ser mørk ud mod den lysere overflade. Hvis man kunne se en solplet alene, ville den lyse klarere end fuldmånen.

Solpletter skyldes magnetisk aktivitet. Solens magnetfelt forvredes af dens plasmas differentielle rotation. Hvor feltet er stærkt, undertrykker det varmestrømmen nedefra, hvilket skaber et køligere område. Solpletter optræder ofte parvis med modsatte magnetiske polariteter. De er omgivet af lyse områder kaldet faculae, som er varmere og mere aktive.

Antallet af solpletter stiger og falder i en 11-årig cyklus. Ved solmaksimum er Solen dækket af pletter og udbrud. Ved solminimum er den næsten pletfri. Cyklussen påvirker rumvejret, Jordens klima og Solens lysstyrke. Maunder Minimum, en periode med meget få solpletter fra 1645 til 1715, faldt sammen med en periode med global afkøling kaldet den lille istid.

Galileo var den første til at observere solpletter med et teleskop i 1610. Han viste, at de var på Solens overflade, ikke på himlen. Den observation udfordrede ideen om, at Solen var perfekt og uforanderlig.