Dybdeopfattelse er evnen til at se verden i tre dimensioner og bedømme afstanden mellem objekter. Den omdanner de flade billeder på de to nethinder til en sammenhængende rumfornemmelse.

Binokulære signaler er afhængige af de lidt forskellige synspunkter, hvert øje modtager. Retinal disparitet - forskellen mellem de to billeder - beregnes af hjernen for at give præcis dybdeinformation for objekter i nærheden. Konvergens, øjnenes indadgående drejning, leverer et yderligere signal på tæt hold. Monokulære signaler fungerer kun med ét øje og bliver vigtigere på større afstande: relativ størrelse, interposition, lineært perspektiv, teksturgradient og bevægelsesparallakse bidrager alle.

Spædbørn viser dybdefølsomhed inden for de første par måneder af livet, som det fremgår af eksperimenterne med visuelle klipper. Erfaring forfiner systemet; mennesker, der vokser op i miljøer med få rette vinkler, kan være mindre modtagelige for visse perspektivillusioner. Dybdeopfattelsen kan forstyrres af strabismus eller af synstab på det ene øje, hvilket tvinger større afhængighed af information fra det ene øje.

Uden dybdeopfattelse ville verden forblive en flad collage. Med den kan vi nå, navigere og undgå forhindringer med selvtillid.