Kikkertsignaler er dybdesignaler, der afhænger af brugen af ​​begge øjne. Fordi øjnene er adskilt vandret, modtager hvert øje et lidt forskelligt syn på verden; det visuelle system udnytter denne forskel til at genvinde dybden.

Det primære binokulære signal er nethindedisparitet. Nærliggende objekter producerer en større forskel mellem de to nethindebilleder end fjerne objekter. Hjernens disparitetsfølsomme neuroner beregner dybden ud fra denne forskel. Konvergens - øjnenes indadgående drejning, når man fikserer et objekt nært - giver et sekundært signal, især på tæt hold. Sammen understøtter disse signaler præcise dybdevurderinger inden for få meter.

Binokulære signaler er ikke den eneste kilde til dybdeinformation. Monokulære signaler, såsom relativ størrelse, okklusion og bevægelsesparallakse, fungerer kun med ét øje og dominerer på større afstande. Alligevel er det fine stereosyn, der giver os mulighed for at tråde en nål eller gribe en bold, i høj grad afhængig af binokulær ulighed. Mennesker, der mangler stereosyn fra den tidlige barndom, udvikler ofte kompenserende afhængighed af monokulære signaler og bemærker muligvis ikke underskuddet, før de bliver testet.

Tredimensionelle film og virtual reality-skærme fungerer ved at præsentere hvert øje for et lidt forskelligt billede og kunstigt genskabe den naturlige kikkertlinje.