Rim er korrespondancen mellem lyde mellem ord eller ordenes endelser. Det er et af de mest genkendelige træk ved poesi, selvom ikke alle digte rimer. Når rim fungerer, skaber det en følelse af mønster og fuldendelse. Det gør sproget mindeværdigt.

Rim kan være præcist, som "kat" og "hat". Det kan være skråt, som "kat" og "barneseng". Det kan være internt, inden for en enkelt linje, eller eksternt, i slutningen af ​​linjer. Det kan være maskulint (tryk på den sidste stavelse) eller feminint (tryk på den næstsidste stavelse). Rimskema er mønsteret af rim i slutningen af ​​linjer, normalt mærket med bogstaver. Børnedigtning er i høj grad afhængig af rim, fordi det hjælper med udenadslære og forudsigelse. I seriøs poesi kan rim føles for pænt, hvilket er grunden til, at mange moderne digtere foretrækker frie vers. Men når det bruges godt, kan rim overraske og glæde.

Typer

• Perfekt: kat/hat
• Hældning: kat/barneseng
• Intern: inden for en linje
• Øje: ligner hinanden, men lyder forskelligt, som kærlighed/bevægelse