Konsonans er gentagelsen af ​​konsonantlyde i nærliggende ord, især i slutningen af ​​ord eller i betonede stavelser. Det er en mere subtil slægtning til allitteration og rim.

I udtrykket "lykkestød" forbinder den sidste /k/-lyd ordene. Digtere bruger konsonans til at binde linjer, skabe lydlig tekstur eller understrege mening gennem lyd. Den kan forekomme i begyndelsen, midten eller slutningen af ​​ord, selvom de mest bemærkelsesværdige tilfælde involverer terminale konsonanter. I modsætning til fuldt rim kræver konsonans ikke matchende vokaler.

Konsonans fungerer stille og roligt. Læsere kan mærke sammenhængen uden bevidst at identificere den gentagne lyd. Kombineret med assonans eller allitteration bidrager det til en passages tættere musik. Overdrevet kan det tippe ind i et territorium med tungetrukne vendinger; brugt med tilbageholdenhed giver det sproget en færdig, intentionel kvalitet.

Når konsonantlyde genlyder på tværs af tilstødende ord uden at danne fuldt rim, er enheden konsonans.