Begivenhedshorisonten er det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage omkring et sort hul. Kryds den, og intet kan undslippe, ikke engang lys. Det er ikke en fysisk overflade. Der er ingen væg, ingen membran, intet tegn. Det er en grænse i rumtiden defineret af tyngdekraften.

Størrelsen af ​​begivenhedshorisonten afhænger af det sorte huls masse. Schwarzschild-radius, opkaldt efter Karl Schwarzschild, der løste Einsteins ligninger for et ikke-roterende sort hul i 1916, er begivenhedshorisontens radius. For et sort hul er Solens masse omkring 3 kilometer. For det supermassive sorte hul i centrum af Mælkevejen er den omkring 12 millioner kilometer.

Ved begivenhedshorisonten er undvigelseshastigheden lig med lysets hastighed. Alt, der krydser den, trækkes ubønhørligt indad. Udefra ser et objekt, der falder ind, ud til at bremse og fryse ved horisonten, dets lys rødforskudt til glemsel. Fra objektets perspektiv krydser det horisonten i endelig tid og fortsætter mod singulariteten.

Begivenhedshorisonter er ikke kun teoretiske. Event Horizon Telescope har afbildet skyggen af ​​det sorte hul i M87, og LIGO har detekteret sammensmeltninger af sorte huller. Begge bekræfter, at begivenhedshorisonter eksisterer.