En trosbekendelse er en formel erklæring om religiøs overbevisning. Det er en opsummering af troen. Ordet kommer fra det latinske credo, som betyder "jeg tror". De mest berømte trosbekendelser er den apostolske trosbekendelse og den nikænske trosbekendelse. De bruges i gudstjenesten. De bruges i undervisningen. De bruges til at definere ortodoksi. De er kirkens erklæring om, hvad den tror på.

Den apostolske trosbekendelse er den ældste. Den er enkel. Det er en bekendelse af troen på Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden. Den bruges i dåben. Den bruges i den daglige bøn. Den nikænske trosbekendelse er længere. Den blev formuleret ved koncilerne i Nikæa og Konstantinopel. Den forsvarer Kristi guddommelighed mod Arius. Den forsvarer Helligåndens guddommelighed. Den bruges i liturgien. Det er den økumeniske trosbekendelse. Den accepteres af katolikker, ortodokse og protestanter.

Store kristne trosbekendelser

• Apostolsk trosbekendelse: enkel, brugt ved dåb.
• Den nikænske trosbekendelse: forsvarede Kristi guddommelighed.
• Athanasianske trosbekendelse: forsvarede Treenigheden.
• Kalkedonsk definition: forsvarede Kristi to naturer.
• Reformationens trosbekendelser: Augsburg, Heidelberg.

Trosbekendelser er vigtige. De definerer troen. De beskytter mod kætteri. De forener kirken. De er ikke erstatninger for skriften. De er resuméer af skriften. De er ikke nye åbenbaringer. De er fortolkninger af den gamle. De er kirkens hukommelse. De er kirkens stemme. De siger: dette er, hvad vi tror. Dette er, hvad vi bekender. Dette er, hvad vi lærer. Trosbekendelsen er en grænse. Den markerer grænserne for ortodoksi. Den er også en bro. Den forbinder troende på tværs af tid og rum. Den forbinder os med apostlene. Den forbinder os med martyrerne. Den forbinder os med helgenerne. Den forbinder os med hinanden. Trosbekendelsen er den tro, der én gang er overgivet til helgenerne. Det er vores tro. Og vi tror på den.