Webers lov siger, at den lige akkurat mærkbare forskel mellem to stimuli er proportional med stimuliens størrelse. Jo større den oprindelige stimulus er, desto større skal ændringen være, før den detekteres.

Ernst Weber observerede, at evnen til at skelne mellem vægt, lysstyrke og andre sensoriske kvaliteter følger et konstant forhold snarere end en konstant absolut forskel. For at bemærke en stigning i vægten af ​​en rygsæk skal den ekstra belastning være en nogenlunde konstant brøkdel af den eksisterende vægt. Det samme princip gælder, inden for visse grænser, på tværs af sensoriske modaliteter. Selve brøken - Weber-brøken - varierer fra modalitet til modalitet og er mindst for de mest følsomme forskelle.

Webers lov gælder bedst for stimulusintensiteter i mellemområdet og opdeles nær tærskelværdier og ved meget høje intensiteter. Fechner brugte den senere som grundlag for den første kvantitative sanseskala. Loven er fortsat et grundlæggende princip inden for psykofysik og en praktisk vejledning til design af displays, produktforskelle og sensoriske eksperimenter.

En ændring skal være proportionalt større, når baggrundsstimulusen er større. Det er Webers lov.