Toneleje er den psykologiske egenskab ved lyd, der mest svarer til frekvens. Det er den egenskab, der får en tone til at lyde høj eller lav.

Højere frekvenser høres som højere tonehøjder; lavere frekvenser som lavere tonehøjder. Forholdet er ordnet, men ikke helt lineært, og det påvirkes af intensitet og af tilstedeværelsen af ​​overtoner. Stedskodning på basilarmembranen og temporal kodning i hørenerven bidrager begge til tonehøjdeopfattelsen, hvor stedmekanismer dominerer ved høje frekvenser og temporale mekanismer ved lave frekvenser.

Absolut tonehøjde – evnen til at navngive eller producere en given tonehøjde uden en reference – er sjælden og kræver normalt tidlig musikalsk træning. Relativ tonehøjde, evnen til at bedømme intervaller og konturer, er langt mere almindelig og er afgørende for at genkende melodier. Forstyrrelser i tonehøjdeopfattelsen kan lade lydstyrke og rytme være intakte, samtidig med at de forstyrrer genkendelsen af ​​taleintonation og musik.

Når en tone lyder høj eller lav, er tonehøjden den oplevelse, som høresystemet har konstrueret ud fra frekvensen.