En smart kontrakt er kode, der kører på en blockchain. Den udføres automatisk, når betingelserne er opfyldt. Ingen advokat, ingen notar, ingen escrow-agent. Koden er aftalen. Hvis du sender 1 ETH til en kontrakt, der lover at sende en token tilbage, gør kontrakten det enten, eller transaktionen mislykkes. Der er ingen mellemvej og ingen at appellere til. Den endelighed er pointen. Det er også risikoen. Fejl i smarte kontrakter har tabt hundredvis af millioner af dollars. DAO-hacket i 2016 drænede 60 millioner dollars. Parity-wallet-frysningen låste 150 millioner dollars inde. Kode er lov, og lov kan have fejl.

Ethereum introducerede smarte kontrakter i 2015. Soliditet er det mest almindelige sprog. Udviklere skriver kontrakten, tester den på et testnet, reviderer den og implementerer den. Når den er implementeret, er kontrakten uforanderlig, medmindre den inkluderer en opgraderingsmekanisme. Denne opgraderingsmekanisme er en centraliseringsrisiko. Hvis én tegnebog kan ændre kontrakten, er kontrakten ikke fuldstændig decentraliseret. De fleste større DeFi-protokoller bruger multisig-tegnebøger eller governance votes til at kontrollere opgraderinger. Afvejningen mellem uforanderlighed og opgraderingsmuligheder er en af ​​de centrale spændinger i smart kontraktdesign.

Vigtige oplysninger om smarte kontrakter

• Selvudførende — kører automatisk, når betingelserne er opfyldt
• Uforanderlig — kan ikke ændres efter implementering, medmindre den er designet til at være det
• Transparent — koden er offentlig på blockchainen
• Auditerbar — alle kan gennemgå logikken

Læs kontrakten, før du interagerer med den. Hvis du ikke kan læse kodekset, så find en, der kan. Eller hold dig til protokoller, der er blevet revideret og testet i kamp.