Sømning fastgør træ og andre materialer med søm. Det er en af ​​de ældste og mest almindelige konstruktionsmetoder. Et søm er en tynd metalspids med et hoved og en spids. Den slås ind i materialet med en hammer eller en sømpistol. Sømmet holdes fast ved friktion og ved deformation af træfibrene omkring det. Søm er billige, hurtige og stærke. De bruges til indramning, beklædning, lister og tagdækning. De bruges også i beton, murværk og metal med den rigtige type søm.

Søm findes i mange typer. Et almindeligt søm har et fladt hoved og bruges til generel byggeri. Et kassesøm er tyndere og bruges til let arbejde. Et færdigsøm har et lille hoved, der kan sættes under overfladen og fyldes. Et tagsøm har et bredt hoved til at holde tagsten. Et galvaniseret søm er belagt for at modstå rust. Et ringskaftsøm har riller, der griber fat i træet. Et skrueskaftsøm har gevind, der drejer, når det slås i. Hver type har sit eget formål. Det forkerte søm kan gå i stykker.

Sømteknikken er vigtig. Sømmet skal slås lige i og til den korrekte dybde. Et bøjet søm skal fjernes og udskiftes. Et søm, der er for kort, holder ikke. Et søm, der er for langt, vil flække træet. Afstanden og mønsteret af sømmene er specificeret af bygningsreglementet og ingeniøren. En forskydningsvæg kræver for eksempel en specifik sømningsplan for at modstå sidekræfter. Sømmene er forbindelsen. Forbindelsen er strukturen. Sømning er simpelt. Det er ikke tilfældigt.