Cepheidevariabler er stjerner, der pulserer. Deres lysstyrke stiger og falder i en regelmæssig cyklus, og længden af ​​denne cyklus er knyttet til stjernens iboende lysstyrke. En cepheide med en lang periode er lysere end en med en kort periode. Dette forhold, opdaget af Henrietta Swan Leavitt i 1912, gjorde cepheider til kosmiske målestokke.

Sådan fungerer det. Astronomer måler en cepheides periode ud fra dens lyskurve. Perioden fortæller dem stjernens sande lysstyrke. Sammenligning af den sande lysstyrke med den tilsyneladende lysstyrke giver afstanden. Metoden fungerer på tværs af millioner af lysår, hvilket er grunden til, at cepheider var afgørende for Edwin Hubbles opdagelse af, at universet udvider sig.

Cepheider er unge, massive stjerner, typisk gule superkæmper. De pulserer, fordi deres ydre lag er ustabile over for ændringer i opacitet. Når stjernen trækker sig sammen, bliver laget mere uigennemsigtigt, hvilket fanger varme og skubber stjernen udad. Når den udvider sig, bliver laget mindre uigennemsigtigt, og stjernen trækker sig sammen igen. Cyklussen gentages med urlignende regelmæssighed.

De er ikke perfekte afstandsindikatorer. Støv kan sløre dem, og trængsel kan forvirre målingerne. Men de er fortsat et af de mest pålidelige trin på den kosmiske afstandsstige.