Hjernen er ikke et fast ledningsdiagram. Gennem hele livet kan erfaring, læring og skader reorganisere neurale kredsløb. Denne kapacitet kaldes neuroplasticitet. Den omfatter ændringer i synaptisk styrke, vækst eller tilbagetrækning af processer, fødslen af ​​nye neuroner i begrænsede områder og store ændringer i kortlægningen af ​​funktioner på anatomien.

Plasticitet er mest udbredt i kritiske udviklingsperioder, men den vedvarer i voksenalderen og kan forbedres ved træning, neuromodulation eller farmakologiske midler. Efter skade understøtter resterende plasticitet genoprettelse af funktion, selvom den også kan give maladaptive resultater såsom fantomsmerter eller fokal dystoni.

Molekylære mekanismer omfatter langsigtet potensering og depression, strukturel ombygning af rygsøjlerne og ændringer i hæmmende tonus, der åbner vinduer for forandring. At forstå, hvordan man styrer plasticitet, er et centralt mål for rehabiliteringsvidenskab og for indsatsen for at behandle udviklingsmæssige og psykiatriske lidelser.

Selv et par dage med ændret sensorisk oplevelse kan målbart ændre kortikale kort.