En diabetiker stikker en finger, påfører en dråbe blod på en strimmel og indsætter den i et måleapparat. Få sekunder senere viser måleren en glukoseaflæsning. Det er en biosensor. Den kombinerer et biologisk genkendelseselement med en fysisk transducer for at detektere et målmolekyle. Genkendelseselementet kan være et enzym, et antistof eller en DNA-streng. Transduceren omdanner den biologiske interaktion til et målbart signal.

Biosensorer findes i mange former. Elektrokemiske sensorer, som f.eks. glukosemålere, måler strøm- eller spændingsændringer. Optiske sensorer måler fluorescens- eller farveændringer. Piezoelektriske sensorer måler masseændringer. Hver af dem har fordele i forhold til følsomhed, hastighed og pris. Glukosemåleren er den mest kommercielt succesfulde biosensor, der bruges af hundredvis af millioner af mennesker.

Anvendelserne rækker langt ud over diabetes. Biosensorer registrerer patogener i mad og vand. De overvåger miljøforurenende stoffer. De screener for lægemidler og biomarkører i blod. Bærbare biosensorer sporer puls, iltmætning og svedkemi. Implantable biosensorer overvåger glukose kontinuerligt og frigiver insulin automatisk.

Udfordringen er stabilitet. Biologiske molekyler nedbrydes over tid, især uden for et kontrolleret laboratorium. En biosensor skal fungere pålideligt i den virkelige verden, ved stuetemperatur, i en dråbe blod, af en utrænet bruger. Det er hård ingeniørkunst. Når den virker, ændrer den liv.