Et radioteleskop registrerer radiobølger udsendt af himmellegemer. Det ligner en stor parabol, men fungerer anderledes end et optisk teleskop. I stedet for glaslinser eller spejle bruger det en metaloverflade til at indsamle radiobølger og fokusere dem på en modtager. Modtageren forstærker signalet og sender det til en computer til behandling.

Radioteleskoper kan observere dag eller nat, og de påvirkes ikke af skyer. De kan detektere objekter, der er usynlige i synligt lys, herunder kolde gasskyer, pulsarer og den kosmiske mikrobølgebaggrundsstråling. De kan også trænge igennem støv, der blokerer optiske teleskoper, og dermed afsløre galaksernes centre og stjernernes fødesteder.

Det største radioteleskop med én parabol er Five-hundred-meter Aperture Spherical Telescope, eller FAST, i Kina. Det kraftigste radioteleskop er Very Large Array i New Mexico, som kombinerer 27 paraboler for at opnå opløsningen af ​​et meget større instrument. Event Horizon Telescope forbandt radioparaboler fra hele verden for at afbilde et sort hul.

Radioastronomi begyndte ved et tilfælde. I 1932 studerede Karl Jansky statisk stråling i transatlantisk radiokommunikation og fandt et signal fra Mælkevejen. Han havde opdaget radioemission fra galaksen, og en ny gren af ​​astronomien var født.