Vedaerne er hinduismens ældste hellige tekster. De er komponeret i en tidlig form af sanskrit og overleveret mundtligt i århundreder, før de blev nedskrevet. Traditionelle hinduer betragter dem som åbenbarede snarere end komponerede – shruti, det, der blev hørt.

Fire samlinger udgør kernen: Rigveda med hymner til guderne, Samaveda med melodier, Yajurveda med offerformler og Atharvaveda med trylleformler og praktiske ritualer. Til dem er knyttet senere lag - Brahmanaerne, der forklarer ritualer, Aranyakas for skovboere og Upanishaderne, der vender sig mod filosofisk spekulation om selvet og den ultimative virkelighed. Sammen danner de en omfattende litteratur, der på samme tid er en liturgisk håndbog, en poetisk antologi og et kimgrundlag for senere indisk tankegang.

Vedisk religion centrerede sig om ildofre ofret til guddomme som Agni, Indra og Soma. Den rituelle præcision krævede specialiserede præster og præcis udtale; man mente, at en enkelt forkert udtalt stavelse kunne ødelægge ritualet. Med tiden skiftede fokus fra ydre ofre til indre realisering, men Vedaernes autoritet forblev.

Selv i dag betragtes lyden af ​​vedisk sang som hellig i sig selv, uafhængigt af almindelig betydning.